top

Q&A efter øjenoperation

Spørgsmål og svar for dig der har fået foretaget en øjenoperation.

Mit øje løber i vand?
Dagene efter en øjenlågsoperation kan du opleve at dine øjne bliver mere følsomme for både lys, vind og vejr. Dette kan medføre, at dine øjne løber mere i vand, hvilket kan være generende. I dette tilfælde kan du med fordel benytte solbriller, når du er udenfor og evt. sove med en sovemaske, da øjet kompenserer for et tørt øje, hvis dine øjne midlertidigt ikke lukker fuldstændigt sammen. Du kan forsøge at dryppe øjnene med almindelige øjendråber, så øjet ikke mangler fugt.


Der er sorte prikker i mit ar?
Vi anbefaler, at man ikke bruger makeup, mascara, eller øjenskygge mm. før tidligst 2 dage efter trådfjernelse. Har man ikke kunnet undgå at bruge makeup, mens man har haft trådene i, kan det forekomme, at makeuppen lægger sig i syningen og derfor kommer der små sorte prikker i syningen, som skyldes makeuprester.


Det er asymmetrisk og ser ikke ens ud?
De første 6 måneder efter en operation er det ikke unormalt, at det opererede område opfører sig lidt anderledes end vanligt, og man kan derfor ikke regne med resultatet før, at der er gået ca. 6 måneder. Så længe du har tråde i og ugen efter, kan du sagtens opleve udtalt asymmetri, hævelse, blå mærker og væske i området. Den ene side kan syne flot og fin, mens den anden side er hævet og misfarvet. Dette er helt normalt, da man ikke nødvendigvis opheler og hæver ens på begge sider. Resultatet vil i sidste ende blive så symmetrisk som muligt.


Tørre øjne?
Det er ikke ualmindeligt at opleve at have tørre øjne efter en øjenlågsoperation. Dette gælder både efter øvre og/eller nedre kirurgi. Tørre øjne kan være medvirkende til irritation og kløe. Dette kan afhjælpes med almindelige tåredråber - lubrikerende tårevæske (håndkøb).


Der sidder stadig en tråd, som I har glemt?
Hvis tråden IKKE ER BLÅ, skal den blive siddende.
Du må ikke trække eller hive i tråden. Sidder tråden i brynet, panden eller ude i siden efter operation af nedre øjenlåg må du IKKE trække i tråden. Det er en blivende tråd, som ikke skal fjernes. Den opløser sig selv i løbet af maks. 6 måneder.


Jeg får stød/jag/smerter i mit bryn/isse?
Efter brynløft kan det forekomme, at du enten oplever følelsesløshed i på toppen af hovedet/issen eller jag/stød. Dette kan også forekomme i brynet.
Søg gerne hvile eventuelt med noget køligt henover brynene samt smertestillende; 600 mg Ibuprofen med 1 g Panodil maksimalt 4 gange dagligt for at afhjælpe generne. Generne vil aftage over tid og er ikke permanente.


Mine syninger er ujævne og huden buler op?
Ujævnhederne i din syning skyldes hævelse, og det kan derfor se ud som om, at der er buler i syningen. Når trådene er fjernet, aftager og svinder disse. Der kan dog godt gå en uge eller 2 før, at det er udjævnet. Skulle der mod forventning fortsat være et ujævnt ar efter 6-12 måneder, er det muligt at forskønne arret med laserbehandling.


Det er 1 år eller mere siden at jeg er opereret, men nu har jeg pludselig fået gener i området?
Som udgangspunkt har det formentlig ikke noget med operationen at gøre. Det mest sandsynlige eller hyppige er, at du har fået et bygkorn.


Mit øje er rødt?
Rødt øje efter en operation er normalt og ufarligt. Det skyldes oftest hævelse og irritation. Et rødt (blodrødt) øje kan også være en blodsprængning, hvilket også er helt ufarligt.


Tør skællende, fortykkede, gullig betændelse eller kløende hud i øjenomgivelserne?
Hvis du oplever nogen af disse gener, kan det skyldes, at du ikke tåler Kloramfenikol-salven, som du smører dine syninger med. Det er MEGET sjældent, at dette sker. Oplever du, at din hud reagerer på salven, kontakt da klinikken så du kan få et andet præparat at smøre med.


Der er en bumselignende knop i min ydre øjenkrog eller i mine bryn?
Den lille ”bums” skyldes de selvopløselige tråde som fortsat sidder i den ydre øjenkrog. Nogle mennesker har sværere ved at opløse disse end andre. Kommer denne "bums" kan du med fordel benytte Kloramfenikol salven.


Jeg har fået en ”boble” / "gelé" i mit øje?
Hvis du oplever at have fået en "bobl" eller gennemsigtig hinde på dit øje har du Chemosis. Chemosis er helt ufarligt om end ganske irriterende. Det svarer lidt til at have fået en vabel under fødderne. Chemosis forsvinder af sig selv og forekommer ”i det hvide” i øjet.


Der er gået infektion i området; det er rødt, hævet og ømt?
Dette skyldes typisk ikke infektion, men inflammation. Inflammation er kroppens reaktion på, at du er blevet opereret, og celler er blevet beskadiget. Denne tilstand forsvinder - nogen gange spontant - andre gange skal det hjælpes lidt med behandling. Ved infektion er der veludtalt rødme, smerte, hævelse og varme.


Jeg har fået foretaget en øvre øjenlågsoperation, men det er hævet/er misfarvet under?
Det er normalt at have ”blå mærker” eller hævelse under øjnene efter en øjenlågsoperation. Ligeledes kan du opleve, at du heler og hæver forskelligt på hver side. Hævelsen kan derfor være mere udtalt på den ene side end den anden.


Mit nedre øjenlåg gaber?
Efter en nedre øjenlågsoperation kan det være, at det nedre øjenlåg kan ”gabe” lidt. Dette skyldes hævelse og væske og vil oftest foretage sig, når hævelsen og/eller væsken svinder. Selvom at det ikke syner hævet eller væskefyldt, kan det sagtens være det alligevel. Huden under øjet er tynd, og der skal ikke meget tyngde til før, at det nedre øjenlåg kan gabe. Forsvinder generne ikke af sig selv, kan man i sjældne tilfælde foretage en cantopexi/cantoplastik, som er en lille operation, hvor den ydre øjenkrog løftes op.


Råd og vejledning uden for åbningstid
Du kan altid kontakte os på vores akut tlf. 22 88 12 62, ved behov for råd og vejledning uden for åbningstid. Vi anbefaler, at du på en MMS vedhæfter et foto, da vi så har bedre mulighed for at guide og vejlede dig.